Sådan søger du

Når du skal søge et job i EU, er der en række hjemmesider og steder, som er oplagte at besøge, for at øge dine chancer for at blive udvalgt til et job i EU.

Et godt sted at starte er EPSO (kontor for udvælgelse af personale til EU’s institutioner og agenturer). Deres mål er at finde de bedste kandidater til det specifikke job og samtidig forsøge at afspejle EU’s befolkningssammensætning, så fremtidens EU fortsat er gode repræsentanter for EU’s borgere. EPSO har nogle af de bedste metoder til at teste ansøgere på en fair måde med fokus på, hvad der kræves til det specifikke jobs arbejdssituationer.

EPSO har samlet en række informationer om deres tests af ansøgere til job i EU’s institutioner og agenturer. På denne side kan du finde eksempler på EPSO’s tests og udfylde et spørgeskema, der kan hjælpe dig med at finde ud af, om et job i en af EU’s institutioner eller agenturer giver mening for dig. Der er forskellige tests til de forskellige jobs. Læs mere her: epso.europa.eu/sample-tests

Det er vigtigt, at du sætter dig godt ind i ansøgningsproceduren og udvælgelsesprocessen for det job eller de jobs, du vil søge. Der er en fast udvælgelsesprocedure for hver kontrakttype og jobtype med forskellige krav og tests. Du kan øve dig på disse tests via linket ovenfor. Du skal derudover være opmærksom på, at der kan gå flere måneder før du får svar på prøverne og de tests, du skal igennem i løbet af udvælgelsesprocessen. F.eks. er hovedreglen for en fastansættelse i EU’s institutioner, at man har bestået en særlig udvælgelsesproces (concours), som typisk kun afholdes én gang om året.

Lær mere om de forskellige kontrakttyper og hvordan udvælgelsesprocessen er for de forskellige typer: epso.europa.eu/how-to-apply

Det er desuden en god ide at undersøge Europass platformens mange muligheder. Det er et personligt, online værktøj, som kan hjælpe dig med at organisere og strukturere din karriere i EU. Her kan du dele og gemme oplysninger om din karriere og uddannelse og oprette forskellige CV’s. Europass platformen giver også mulighed for at vise dine personlige og sproglige kompetencer, og du kan tilpasse den lige som du vil.

På den måde kan du nemt gøre din kvalifikationer og erfaringer synlige og letforståelige, da du kan målrette dit CV til det ansøgerland, som du gerne vil arbejde i. Europass er således et udvidet eksamensbevis og CV, der er anerkendt i alle EU-lande. Du har også muligheden for at give Europass lov til at analysere dine færdigheder og på denne baggrund foreslå dig målrettede job og kurser. Læs mere og opret dit online EU CV på Europass her: europa.eu/europass

Hvis du gerne vil vide mere om hvordan man ansøger, CV og ansøgningsskrivning, udvælgelsesprøver og jobsamtaler, hvordan man flytter til et nyt land for at arbejde og meget mere, har EURES samlet en række praktiske råd og tips til jobsøgende i EU her: ec.europa.eu/hints-and-tips