Økonomi, bolig og socialt liv under dit praktikophold
Økonomi og merit
Der findes både lønnede og ulønnede praktikpladser. De lønnede praktikpladser varierer en del i hvor stor en godtgørelse eller refusion af udgifter, der tilbydes. I visse tilfælde er det også muligt at tage sin danske SU med på praktikken. Dette fremgår af den specifikke praktikplads. Der er varierende krav til hvorvidt det kræves, at praktikken skal være meritgivende og en del af dit studie. Dette fremgår også af det enkelte praktiksted.
Hvis du er universitetsstuderende, kan du også vælge at komme på et udvekslingsophold som en del af din uddannelse eller at komme i praktik i en virksomhed eller en organisation – alt sammen med økonomisk støtte fra Erasmus+.
Hvis du er i gang med en erhvervsuddannelse, kan du også komme i praktik i EU og få økonomisk støtte fra Erasmus+ programmet.
Selv hvis du er færdig med at studere kan du også komme i praktik med økonomisk støtte fra Erasmus+.
Spørg din organisation, institution eller uddannelsessted om hjælp til at ansøge og læs mere om dine muligheder for praktik støttet via Erasmus+ her: ec.europa.eu/erasmus-plus
Bolig og socialt liv i Bruxelles
Selvom Bruxelles er en storby, er det generelt en smule billigere at leje bolig og værelser i Bruxelles sammenlignet med eksempelvis København.
De fleste danske praktikanter i EU deler huse og lejligheder, så man hver har et værelse. Det er dog også muligt at bo sammen med andre nationaliteter som praktikant. Den danske Kirke i Bruxelles har også et godt kollegium for praktikanter, og de laver flere sociale arrangementer. Læs mere her: dankirke.be/kollegiet
Der er generelt god mulighed for at opbygge et stort netværk i løbet af sin praktiktid i EU. For eksempel er der tradition for at man i Bruxelles mødes på Place de Luxembourg torsdag eftermiddag til Happy-Hour, hvor hundredevis af praktikanter (Stagiaires), konsulenter, parlamentarikere samt mange andre inden for EU-systemet strømmer dertil for at fejre, at det nu er lille-fredag. Her bliver der netværket og skabt nye forbindelser.
DJØF Belgien afholder også hvert år forskellige arrangementer i starten af hvert semester. Her kan de nye praktikanter møde hinanden og netværke. Selvom du ikke har valgt praktik i Danmarks faste EU-Repræsentation, er de gode til at holde en løbende kontakt med de danske praktikanter om bl.a. muligheden for en videre karriere i EU.