Hvilke jobs kan jeg få i EU?

En karriere i EU er langtfra ensbetydende med Bruxelles og Luxembourg, selvom det er her, de fleste jobs er at finde. Der findes dog et stort udvalg af karrieremuligheder over hele EU og også uden for EU i EU’s delegationer rundt om i verden.
Der er mange forskellige ansættelsesmuligheder i EU. Du kan f.eks. blive fastansat, assistent, vikar, midlertidig ansat, tolk, national ekspert, ansat i EU’s finansielle institutioner og meget mere. Ansøgningsproceduren varierer alt efter kontrakttypen og det er derfor meget vigtigt, at du sætter dig godt ind i krav og deadlines.
Ens for alle typer jobs i EU er dog, at du vil blive ansat til en konkurrencedygtig løn og med respekt for familieliv og privatliv. I Bruxelles og i Luxembourg findes der f.eks. mange muligheder for at få familielivet og en karriere i EU til at gå op, eftersom der findes mange gode nationale, europæiske og internationale skoler, og du kan få hjælp til at kontakte børnehaver og andre institutioner, så familien trygt kan finde sig til rette.
På denne side kan du få dig et godt overblik over de forskellige typer ansættelser: europa.eu/about-eu/working
I den forbindelse er det svært at komme uden om EPSO, som er kontoret med ansvaret for udvælgelse af ansatte til alle EU’s institutioner og agenturer. De dækker således et meget stort antal jobmuligheder i EU. For at gøre det mere overskueligt for ansøgeren, har EPSO lavet 11 generelle jobprofiler, som du kan sammenligne dine kvalifikationer og erfaring med. Læs mere om dem her: epso.europa.eu/career-profiles
Du kan også blive ansat som tolk i EU. Fastansættelse går dog via EPSO (ovenfor), men du kan læse mere om freelance tolke og deres ansøgningsproces uden om EPSO her: europa.eu/interpretation
Der er også flere muligheder for at blive ansat i EU’s finansielle institutioner herunder Den Europæiske Centralbank, Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Investeringfond.
Endnu en god side at kende er EURES, som er et stort netværk, der fokuserer på at sikre og fremme arbejdskraftens frie bevægelighed i EU. På denne side finder du tusindvis af jobs og du kan også få vejledning til at finde de helt rigtige jobs til dig, lave CV og lære mere om leve- og arbejdsvilkår i hvert EU-land. Læs mere her: ec.europa.eu/eures
EURES arrangerer ydermere karriere- og jobdage i EU, som bringer jobsøgende og arbejdsgivere sammen. Det er et unikt samlingspunkt, hvor du som jobsøgende kan netværke på tværs af landegrænser. Disse dage foregår også online, og du kan derfor nemt deltage i mange årlige jobdage. Læs mere om jobdagene og find de næste events her: europeanjobdays.eu
Du kan også kontakte dit nationale, lokale EURES koordineringskontor: ec.europa.eu/eures/eures-in-your-country